Julebreve fra Bente og Ole i Præstø Klik på et årstal

Præstø Julen 1999

Kære familie og venner.

 

Så er det op under jul igen, de første vinterstorme er gået over landet og det er tid til julekort og breve.

Julekortene som gir lidt penge til vores lokalhistoriske arkiv blev så stor en succes sidste år så vi nu har fået dem bogtrykt og de sælger også godt i år.

Tidligt på året fik vi med Rikkes Carstens hjælp fældet de 2 store grantræer i sommerhuset. Vi fik gravet stødene op og gravet ud til en udvidelse af terrassen. Hen over foråret og sommeren fik farfar planeret og sået græs over kraterne, svigersønnerne skåret, flækket og stablet brændet og Ole bygget en ny terrasse i hele husets bredde, lige mod syd og uden de store graner til at skygge. Den er meget dejlig og vi nyder den. Til næste år skulle der gerne komme en bålplads på græsplænen, så hvis nogen af jer har et par kvadratmeter chaussesten liggende køber vi dem gerne.

For første gang siden pigerne er blevet store holdt vi 3 ugers samlet sommerferie midt i skoleferien. Sammen med Hanne og Søren, som er både naboer og gode venner, sejlede vi i deres båd 3 uger op i den svenske skærgård nord for Gøteborg. Vi sejlede fredag den 9 juli og landede i Præstø igen 3 uger og 2 timer senere, lige tids nok til at få et bad inden brostensballet startede lige her neden for vores vinduer. Det var en dejlig tur, vejret var -mest dejligt- og det er altså noget luksus kun at være 4 i en båd til 6-7 personer med både varme og varmt vand.

 

Vi har lavet en CD med både logbog og en masse billeder, her er et par af dem.

Kronborg om styrbord Hestholmen i solnedgang Gennem Marstrand

På jobbet har Ole også rejst en del i år, den Europæiske harmonisering af faldlodsmålinger er ved at være slut med godt resultat, i år har vi holdt møder i Rekjavik, London og Køln. Særligt det tidlige forår på Island var en dejlig oplevelse. Sidste halvdel af april var vi i Grækenland og måle jævnheden på de første delstrækninger af den motorvej der med tiden skal forbinde Europa med Tyrkiet på tværs gennem det nordlige Grækenland. Det var endnu vinter i Danmark, men forår i Grækenland så det blev en dejlig tur, også fordi kunden var meget tilfreds med resultatet.

I hele november har Ole været i Bangkok for sammen med Steen Leksø at starte et faldlodsprojekt der skal ende med at de har 5 faldlod i rutinemæssig drift ved slutningen af år 2001. Steen samler trådene i Bangkok og får hjælp til de tekniske detaljer ved kortere besøg og via e-mail af "eksperter" hjemmefra. Det er noget nemmere end da vi for 10 år siden i Indonesien skulle hente og sende fax fra et bureau i byen. Verden er sandelig blevet mindre, men 13 timer i et fly til Bangkok er stadig meget længe, alligevel håber vi på en ferie sammen dernede til næste år.

Og så har vi gemt det bedste til sidst, nemlig familien. Vores forældre fylder 85 til næste år og klarer sig i roligt tempo. Farfar både surfer på nettet og bruger e-mail, ikke dårligt i den alder. Vores børn har det også fint, Dorte og Ole har endnu et barn på vej, en dreng der ventes lige omkring årtusindskiftet så han kan holde fødselsdag enten sammen med sin far den 31-12 eller sin bror den 1-1. Vi selv har det også fint og nyder lejligheden om vinteren og sommerhuset om sommeren.

Vi har fået lidt gang i vores hjemmeside på http://home6.inet.tele.dk/fog/ der er kommet kort så i kan finde vej til os og dette julebrev ligger der også hvis i tilføjer "jul/" eller går om på adressesiden hvor der en genvej. På web versionen nogle link og julemanden med hans rensdyr.

En rigtig glædelig jul og et godt nytår til jer alle fra

 

Bente og Ole i Præstø

 

 

 

 

 

 

 

Extra for Internet brugere:

Se også Præstø's KÆMPE julekalender, det er pakhuset lige her om hjørnet hvor gardinet bliver rullet op og der kommer lys i et nyt vindue hver dag.

Den kan også ses på nettet her: http://www.praesto.dk/Nyheder/Julekalender/Julekalender.htm men den er lukket fra 31-12-1999 kl. 10:00 til 1-1- 2000, dete r det der med mulige Y2K problemer.

Når nu I er inde på Præstø Kommunes hjemmeside er Ole også med på et par billeder her http://www.praesto.dk/Nyheder/Arkivernes_dag/Arkivdag.htm og vil I vide mere om nyheder i Præstø er det her http://www.praesto.dk

Se mere om Egnatia Motorvejen på tværs af det nordlige Grækenland http://www.egnatia.gr

Skulle nogen være interesseret i faldlod så se mere her http://www.cordis.lu/cost-transport/src/cost-336.htm og her http://www.crow.nl/cost-336.htm